I begyndelsen af dette årti havde jeg ingen mobiltelefon. Jeg synes de var åndsvage og irriterende, og jeg kunne ikke se nogen grund til, at folk skulle kunne få fat på mig hele tiden. Jeg synes det var rart at kunne være i fred, når man ikke var hjemme. Og jeg kunne egentlig ikke se det smarte i det der sms de alle sammen talte om.
Af en eller anden årsag mente jeg dog på et tidspunkt enten sent i 2000 eller tidligt i 2001, at jeg nok hellere måtte få købt en alligevel. Jeg tror bl.a. min kæreste pressede lidt på, da hun for nyligt have fået en selv og nu forventede uafbrudt kommunikation fra min side. Og det var så startskuddet til et svingdørsforbrug af mobiler som i bund og grund er helt hen i vejret.
Den første – den skal bare kunne ringe
Jeg startede med en Motorola T2288 købt i Superbrugsen for 99 kr og med et abonement hos Orange. Jeg skulle sådan set bare have en billig mobil, og det blev denne her. Køn var den sgu ikke – slet ikke i forhold til de fancy 3310′er som alle de smarte rendte rundt med på det givne tidspunkt. Jeg måtte dog hurtigt erkende, at denne mobil slet ikke opfyldte de mange behov man pludselig kunne få på dette nye fantastiske marked…
Nr. 2 – nu med vibrator!
På et tidspunkt i løbet af 2001 eller 2002 blev jeg en smule træt af, at mit første køb manglede vibratorteknologien. En fantastisk teknologi, der tillader én at registrere opkald og beskeder uden lyd; måske mens man laver noget helt andet. Det giver dermed menneskeheden mulighed for i endnu højere grad at gradbøje begrebet multitasking. Jeg måtte have denne nye teknologi hurtigst muligt, og om det inkluderede skift af teleselskab og nyt nummer erindrer jeg ikke. Resultatet blev en franskmand: Alcatel OT500. Sexyy!!
Nr. 3 – væk med antennen
I foråret 2003 blev der kastet en del med min alcatel! Jeg havde en krise i mit parforhold, der ofte bedst kunne løses ved at slå mobilen ind i panden eller kaste den mod væggen. Det kan dog også være, at det var den dødirriterende antenne er gjorde, at jeg skiftede model endnu engang. Denne gang til mit første møde med Sony Ericsson. Og T200 er faktisk den eneste af de gamle modeller jeg stadig har liggende, og som jeg ind imellem bruger som reserve. Forholdet blev også reddet med ægteskab og to børn til følge.
What to come….
Jeg erkender, at det gik en kende langsomt i starten. Men bare rolig – en Sony Ericsson uden farveskærm er der sgu ingen der kan holde ud i længden. Så følg med næste gang, hvor jeg går mobilbonanza!!
