God service DSB! Eller….

Tog_795857a

Abbonementsservice lukker i januar 2015

Jeg kører med S-tog til arbejde hver eneste hverdag det meste af året. Jeg har altid været tilmeldt abbonementsservice, hvor jeg automatisk får tilsendt mit periodekort med posten og har betalt over Betalingsservice. Det har jeg altid anset som en rigtig god service.

Men i dag har jeg modtaget et brev fra DSB om, at de lukker abbonementsservice for periodekort fra januar 2015. Årsagen er angiveligt, at “systemet bag er forældet, og ikke længere lever op til moderne sikkerhedskrav.”

Og der må jeg sige, at jeg synes det er godt at DSB sætter ind, hvis der rent faktisk er sikkerhedsproblemer. Og det har jeg faktisk ofte tænkt over. Jeg har personligt oplevet frygten for, om nogen måske kunne finde på at hacke mit periodekort. Eller tænk hvis en lommetyv listede kortet op af min baglomme og måske med det i hånden kunne stjæle min identitet. Så ville han måske bestille et abbonement på Bo Bedre eller 1000 liter fyringsolie. Og jeg har endda fjernvarme!

DSB er heldigvis så søde, at de stiller nogen fine alternativer til rådighed, når de afskaffer abbonementservice. Der er dog ingen af alternativerne, der indeholder den økonomiske fordel i bonusoptjeningen, der er i abbonementsserviceordningen. Den betød faktisk at ca. én måned om året hidtil har været gratis. De fjerner bonus for at have fokus på at tilbyde et fleksibelt produkt. Selvom man kunne mene, at vi mange pendlere, der tager toget til arbejde hver eneste dag, hellere vil have en økonomisk bonus end fleksibilitet. Vi kører trods alt med toget på alle hverdage…

Men hvad er det så DSB tilbyder?

Forny online – og få kortet med posten

Det lyder jo godt! Jeg skal bare forny kortet i Movias webshop. Det skal jeg så gøre manuelt hver måned. Og jeg skal huske at forny det i tide, da der er fire dages leveringstid. Og så skal jeg også betale et mindre gebyr, der dækker forsendelsesomkostningerne.

Jeg skal altså aktivt gøre noget hver måned, jeg skal betale 635 kr. mere om året med de nuværende takster samt betale gebyr for forsendelse hver måned. Det er da lige før man skal overveje det. Men hvad tilbyder de ellers?

Få periodekort på mobilen

Med en smartphone kan jeg købe og forny mit periodekort hver måned direkte i app’en “Mobilperiodekort”. Jeg skal dog stadig betale 635 kr. mere om året, ligesom jeg indtil videre skal forny periodekortet hver måned. De lover dog, at man “senere i år” kan sætte automatisk fornyelse op. Nå, men det kan da være man skal overveje det…

Og det er da godt, at jeg ikke har en Windows telefon. For så kunne jeg vist ikke bruge den mulighed…

Forny dit kort i en automat

I DSB’s billetautomater kan man forny sit periodekort. Jeg skal bare lige huske, at første gang skal jeg henvende mig i et billetsalg. Og så skal jeg stadig betale 635 kr. mere om året, ligesom jeg skal huske at komme forbi en automat én gang om måneden. Det lyder ellers smart med de automater. Det tror jeg godt kan gå hen og blive stort.

 

Jeg kan godt se, at de store sikkerhedsproblemer der er med abbonnementsservice naturligvis må betyde, at jeg som forbruger må give køb på en årlig bonus og at jeg aktivt skal forny periodekortet hver måned. Det manglede da bare!

PS: Sarkasme kan forekomme

PPS: Min definition af service fleksibilitet er tilsyneladende meget forskelligt fra DSB’s. Jeg synes det er fleksibilitet, at man ikke behøver at forholde sig til, at periodekortet skal fornys. Det er både smart, fleksibelt og god service, at kortet dumper ind af brevsprækken én gang om måneden.

 

About Andreas

Jeg ejer denne side!! Men du må gerne være med. Bare giv den gas!!