Skulle det være en Tablet? Tja, men hvilket en…

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, for hvem det kribler i fingrene, for at få fat i en af de dersens tablet PC’er. Det er meget uklart, hvad jeg egentlig skulle bruge den til, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg ville blive meget glad for den. Og hvis det ikke er nok, så vil den nuværende efterspørgsel fra børnene i min husstand efter min Iphone være tilstrækkeligt argument. Men hvis man skal, hvad skal man så?

For der er så mange at vælge imellem…

De etablerede

Det mest oplagte er jo en Ipad. Den kan endnu ikke fås i Danmark, men den burde kunne hentes med hjem fra USA for 3000,- og har bare det der Apple lækkerhed, der gør at den æstetisk er milevidt foran de andre. Men spørgsmålet er, om den allerede er ved at være bagud – og formentlig er helt bag dansen, når den engang kommer til Danmark – og om der kommer en ny i løbet af efteråret…

Hvis man ikke er til Apple, men hvis man alligevel vil have et etableret styresystem med garanti for rigeligt med Apps fra starten, skal man nok gå efter Android. Der har Samsung for nyligt lanceret deres Galaxy Tab, der ser lille og fiks ud, men med et noget hampert foreløbigt prisskilt på 7000,-. Det er måske lige i overkanten…

Man kan også overveje Toshibas Folio, der kommer til Danmark om en måned til en mere menneskelig pris på omkring 3000,-. Den ser da ihvertfald pæn ud, og så må vi jo se, hvem der bedst udnytter Androids muligheder.

Alle de andre…

Der er mange andre spændende modeller på vej, både med Windows, Android og helt andre styresystemer. Så vidt jeg ved, er der ikke nogen af dem, der er planlagt at lancere i DK foreløbigt. Men derfor kan man jo godt savle over dem alligevel.

F.eks. Intels ExoPC baseret på windows, men med deres egen brugerflade ovenpå. Det ser interessant ud, og ihvertfald er designet rigtig lækkert. Og så bliver det rart at få afklaret om Windows 7 overhovedet egner sig til tablet PC’er. Det var jo ihvertfald formentlig argumentet for, at HP tidligere i år droppede deres Slate baseret på Windows 7.

HP skulle istedet være undervejs med en tablet baseret på styresystemet WebOS, som de har overtaget med købet af Palm. Men det bliver først i 2011.

En anden tablet der ser rigtig interessant ud er den tysk producerede WeTab, der er baseret på Meego, der også vil blive brugt i nogen af Nokias kommende toptelefonmodeller. Den ser lækker og hurtig ud. Her er preview af den fra IFA 2010.

httpv://www.youtube.com/watch?v=7EdNBTwHxWk

Og så er der jo Google. Gad vide om de lancerer deres egne tablet baseret enten på Android eller Chrome OS. Det har ihvertfald rygtedes gennem længere tid.

De obskure

Det kan faktisk lade sig gøre, at få en tablet sendt til Danmark, f.eks. den noget stormomsuste Joojoo, der har været på markedet et stykke tid. Den har en stor 12″ skærm, men den har dog ikke fået de bedste ord med på vejen og har en stor svaghed i den manglende mulighed for at hente apps, som i f.eks. Appstore og Android Market.

Og måske kan vi inden for kort tid opleve, at Aldi sælger tablet computere, som de har gjort med så meget andet elektronik. Men måske skal vi ikke have alt for høje forventninger…

Og hvis du slet ingen penge har og har lidt tålmodighed, kan du jo få en af dine mange indiske venner til at skaffe dig den meget omtalte $35 tablet, som på et ikke nærmere specificeret tidpunkt lanceres i Indien.

Der er i hvertfald ikke tvivl om, at tablet PC’er er kommet for at blive. Og spørgsmålet er ikke, om, men hvornår man kaster sig ud i det marked. Jeg tror personligt jeg venter lidt endnu…

About Andreas

Jeg ejer denne side!! Men du må gerne være med. Bare giv den gas!!