Hvem er det kendte designerpar?

Så ruller der endnu engang en sag om navneforbud i forbindelse med kendte menneskers kriminelle vaner.

Denne gang er der angiveligt tale om, at et kendt designerpar groft har udnyttet deres au pair pige. Og denne gang strækker medierne sig også så langt de overhovedet kan, uden direkte at udlevere de pågældende. Det kan man jo vælge at se, som en spændende gætteleg, hvor man dels konkurrerer om, hvem der kan gætte hvem de er, og dels konkurrerer i, om nogen tør bryde navneforbudet på en eller anden ligegyldig hjemmeside eller socialt netværk. Og for at sætte gang i konkurrencen, sætter formiddagsbladene en masse spændende ledetråde ud:

  1. Parret er bosat i whiskybæltet nord for København – surpriiise!! (EB)
  2. Det anklagede designerpar er blevet hædret af Prins Henrik, da den kvindelige anklagede for nogen år siden modtog Kong Frederik IX’s hæderspris for fortjenstfuldt eksportarbejde (EB)
  3. Den kvindelige halvdel af det tiltalte designerægtepar har tidligere udtalt sig til et medie om sin evne til at kombinere forretningslivet med familielivet. Hun sagde bl.a. “Vi nordiske erhvervskvinder skal ikke være bange for at bruge hjælp i huset, så vi kan få mere tid til børnene og til at følge op på dem i stedet for at udføre husarbejde” (EPN)
  4. BT offentliggør et sløret billede af parret, der efter min bedste overbevisning gør det muligt at identificere de to, hvis man har set billeder af vedkommende før. Hvilket jeg altså ikke har. Jeg er helt blank – indtil videre.

Nå, det var så ledetrådene. Så må vi jo se, om I kan gætte hvem det er.

Og jeg kan afsløre, at ved hjælp af ovenstående ledetråde, og iøvrigt helt uden viden om mode og design, er det muligt på få minutter at nå frem til et meget kvalificeret gæt på, hvem det drejer sig om. Men er der nogen der tør sige det højt?

Og så kan man iøvrigt undre sig over begrebet navneforbud. For uanset sagens udfald, så må man så vidt jeg ved gerne nævne navnet bagefter (sig til, hvis jeg tager fejl jurakyndige læser!)

About Andreas

Jeg ejer denne side!! Men du må gerne være med. Bare giv den gas!!