Ja, Roskilde Festivallen er efterhånden overstået for flere måneder siden. Men jeg har længe ville skrive et indlæg om, hvad jeg oplevede som det bedste. Og det var så nu det lagde sig klar i fingrene og lige nu bliver skrevet ned.
Mine favoritter bærer måske præg af, at jeg er et gammelt røvhul, men ikke desto mindre var det her mine største (musikalske) oplevelser på dette års Roskilde Festival – i vilkårlig rækkefølge:
1. Alice In Chains på Orange
httpv://www.youtube.com/watch?v=xZCVLWmJqHU
Mine store helte fra 90’erne var tilbage. Jeg så dem aldrig med Layne Staley, men på trods af at have gennemlyttet deres plader i 15 år, savnede jeg ham ikke fredag eftermiddag på Orange. For hans ånd levede i den grad videre i den nye konstellation.
Cantrell, Duvall og resten af bandet gav en fantastisk energisk koncert, der på formidabel vis gav de gamle klassikere liv igen. Og de nye numre stod stærkt i selskab med No Excuses, Man in a box, Rooster og hvad der ellers blev hevet op af 90’er-posen.
2. Robyn på Arena
httpv://www.youtube.com/watch?v=_eC-eAe8Qdc
Det var sent og jeg var godt påvirket af en lang dag på festivalpladsen med alt hvad det indebærer. Men Robyn formåede alligevel at tænde en fest – både i mig og i samtlige af de rigtigt mange mennesker i og omkring Arenateltet.
Hun gør sig fantastisk på scenen og formidler et gedigent pophåndværk med næse for både skæve kompositioner med god kant, og melodiøse hits der sidder lige i danseskabet gang på gang.
Og med den her oplevelse i erindringen, er man bestemt ikke mindre ked af, at man ikke fik billet til hendes koncert i oktober. Så hvis der er nogen, der har et par billetter…
3. Pavement på Arena
httpv://www.youtube.com/watch?v=3NpYS89rBnY
Jeg lærte først Pavement at kende kort tid før festivallen, men blev hurtig rigtig glad for deres bagkatalog – samtidig med jeg blev forundret over, hvordan jeg dog kunne have misset deres klassiske albums i 90’erne.
Og koncerten gav indtryk af, at bandet i den grad nød at være tilbage i hinandens selskab efter en pause på over ti år. Stemningen var som en tilbagelænet high school reunion, mens numrene blev spillet med aktuel nerve og fed tilstedeværelse.
Publikum var primært gamle røvhuller som mig selv, og det er sgu altid fedt at være fælles om.
Musikken på scenerne var dog ikke de eneste højdepunkter. Også min egen mexikanerpræstation foran Orange scene under Kashmir var uforglemmeligt. Ikke at det var godt….
