Følg Bjarne Riis’ vej til Tour de France sejr i 1996 på Twitter

Følg med i Tour de France 1996 live – med 16 års forsinkelse – på www.twitter.com/TdF1996live fra lørdag den 30. juni. Alle etaperne bliver dækket live i realtid, fra prologen i Holland og til feltet kører ind på Champs-Elysees.

Olano, Rominger, Berzin og Bjarne Riis fra touren 1996

Hvorfor dog nu det?
Jeg har med stor interessse og fascination fulgt en række historiske reportager på Twitter. Titanics forlis, Formandsopgøret i Socialdemokratiet og senest live tweets fra den danske EM sejr i fodbold i 1992. Mest imponerende er i mine øjne det seksårige projekt, der følger 2. verdenskrig dag for dag.

Og jeg fik hurtigt lyst til at kaste mig ud i et lignende projekt. Og da jeg går meget op i international cykelsport, lå det ligefor at vælge Tour de France i 1996. En idrætsbegivenhed, som de fleste voksne danskere i et eller andet omfang husker og fulgte med i for 16 år siden.

Og så havde jeg lige lidt tid til overs, mens jeg er på barselsorlov…

Hvorfor lige nu?
Ja, nogen ville måske mene, at der ikke ligefrem er tale om et jubilæum for Bjarne Riis’ toursejr, som i de temaer jeg refererer til ovenfor. Men det var nu jeg havde tid og lyst. Og hvis jeg havde ventet til 2016, er der jo risiko for, at andre havde overhalet mig indenom;)

Hvor “live” er det så lige?
For det første skal det siges, at der tweetes én dag forskudt ift. datoerne for gennemførslen af Tour de France 1996. Det har jeg valgt, da det er nemmere at følge med i, når liveopdateringerne kan følges sideløbende med dette års Tour de France. Dvs. at når dette års prolog går i gang næste lørdag, så starter liverapporterne fra prologen i 1996.

Opdateringerne er tidsmæssigt anslået ud fra etapernes starttidspunkter. Der vil være huller undervejs i dækningen, særligt tidligt på etaperne, men alle etapeafslutninger og vigtige momenter i øvrigt vil blive grundigt dækket, så “live” som de tilgængelige informationer har gjort det muligt.

Var de ikke alle sammen dopede dengang?
Tjoo. Det var de formentlig. Men det ændrer nu ikke noget for mig i forhold til, at det var en fantastisk oplevelse at følge Bjarne Riis’ vej til tourtronen.

Derudover var der i 1996 ikke stort offentligt kendskab til det omfattende dopingmisbrug. Derfor bliver det heller ikke berørt i min dækning af Touren i 1996. Jeg lover, at der kommer lidt refleksion over de mange dopingafsløringer i årene efter 1996, når rapporteringerne fra selve Tour de France er overståede.

Jeg håber rigtig mange vil følge med i mine rapporter. Og alle er velkomne til at komme med kommentarer og spørgsmål undervejs – enten her eller på twitter.

Følg det hele her: www.twitter.com/TdF1996live

About Andreas

Jeg ejer denne side!! Men du må gerne være med. Bare giv den gas!!