Nokia N9 – Nu sker der da noget!

Det bliver ikke meget bedre...

Jeg fik i dag fornøjelsen af at lege ultrakort med en prototype af Nokia N9. Og den ser virkelig interessant ud på både hardware- og softwaresiden. Og lad mig sige det med det samme: Det er hardwaredesignmæssigt den ubetinget lækreste mobiltelefon jeg har haft i hænderne. Ganske enkelt!! Det knapløse og stilfulde design er bare smukt.

Og så er der jo softwaren. MeeGo ser rigtig interessant og lækkert ud. Og selvom det sikkert er en tidlig version jeg har rodet med, synes jeg det har potentialet til at konkurrere kraftigt med både iOS og Android. Nokias swipeidé er ihvertfald en enkel og forfriskende måde at tænke et mobilt styresystem.

Tre hjemmeskærme indeholder de vigtigste ting: Notifikationer og opdateringer fra sociale netværk, Programmer og en multitaskingskærm, der viser alle åbne programmer i et fint overskueligt interface. Der swipes på nem vis mellem både hjemmeskærme og apps, så alt er hurtigt tilgængeligt.

På overfladen ser styresystemet mindst lige så strømlinet ud som iOS. Men om telefonen bliver en succes afhænger jo naturligvis af, hvordan den fungerer i dagligt brug. Og der er flere ting der kan kaste grus i maskineriet for Nokia:

1. Er det færdigt nok ved launch? – Vi så Microsoft kaste en ikke gennemarbejdet udgave af WP7 på markedet, og det har formentlig kostet dem noget credibility. Med iOS som benchmark, skal styresystemet levere fra starten. Og det er i de små detaljer det hele kan knække.

2. Er Nokia dedikerede nok? – Vil Nokia MeeGo eller er det en overgang til satsningen på WP7? Spørgsmålet er om de to styresystemer kan eksistere sideløbende. Hvis de skal have succes kræver det ihvertfald at de holder fokus med målrettede opdateringer og at de ikke hopper af MeeGo toget for tidligt.

3. Hvad med apps? – Apple dominerer markedet med en utrolig enkel appstore med tusinder af fantastiske apps. Og det manglende økosystem er formentlig Nokias største udfordring. Især i lyset af, at udviklerne tilsyneladende ikke kan tjene penge  på Android Markets. Og så afhænger det nok også af, hvor let portable apps er fra Android.

Min begrænsede oplevelse med Nokia N9 har meget hurtigt fået mig til at overveje, om min Iphones dage er ved at være talte. Den kommer formentlig til september, så det bliver spændende om Apple lige smider en Iphone 5 foran i køen. Det går jo hurtigt i smartphoneland…

About Andreas

Jeg ejer denne side!! Men du må gerne være med. Bare giv den gas!!