Man skal da i den grad høre på, hvad alverden har besluttet sig at gøre bedre og anderledes i det nye år. Og hvorfor nu egentlig det? Jeg forstår ihvertfald ikke, hvorfor man har brug for en mærkedag for at ændre ting, som man formentlig også er utilfreds med resten af årets dage.
Måske er det fordi folk i bund og grund ikke vil ændre på noget. Men de har behov for at sende et signal om, at de godt ved de burde opføre sig anderledes. Og hvorfor så ikke slå sig sammen, så alle sender de gode signaler samtidig med, at man har en kollektiv, stiltiende aftale om, at det er ok at bryde nytårsforsættet et par uger inde i januar.
Et nytårsforsæt er det mindst forpligtende i verden, for omverdenen forventer, at du falder i. Så måske skulle du istedet holde op med at ryge den 4. maj eller begynde at løbe sidst i september.
Personligt har jeg intentioner om i 2010 at få ombygget min bar i kælderen til en integreret bar/kontor løsning, få løbet i mindst 5 km i alt, købe flere små elektroniske dimser på Ebay, være mere overbærende overfor min kones rod og mine ungers skrigen og råben. lade være med at smelte guldhornene om og måske købe en bil…. Tror du det lykkes?
Jeg har følgende nytårsforsæt:
– at være ubehagelig over for fremmede mennesker og råbe ad dem
– sparke til folk, der ligger ned
– konstant afbryde folk midt i deres sætninger
– generelt være et dumt svin
så gør det nok ikke så meget, hvis jeg ikke holder forsættene …
Jeg synes dog, at det godt kan give mening, at man har en bestemt skæringsdato, hvor man foretager visse ændringer, og det kan da også være smart at “få en ny start”. Det er f.eks. meget bedre at udse sig en dato lidt ud i fremtiden, hvis man vil stoppe med at ryge, frem for at “gøre det i morgen”. Så kan man nå at forberede sig mentalt på, at nu kommer der til at ske en ændring.
Alle kulturer har en form for overgangsritualer på bestemte tidspunkter. Men du har da ret i, at nytårsforsætter har et ry af at være noget, man ikke klarer, så det vil under alle omstændigheder være bedre at vælge en anden dag at foretage sine ændringer på.
Hvor bliver min kommentar af??
De skal godkendes af administratoren, når det er en ny bruger der skriver. Hermed gjort!!
/And