For nylig så jeg for første gang John Carpenters The Thing fra 1982 med Kurt Russel i hovedrollen. Og det skal med det samme slås fast, at filmen i dag virker forældet, hvis man blot fokuserer på effekterne. Der er dog meget mere i denne film.
Kort fortalt drejer det sig om, at man i isolerede arktiske egne finder et rumvæsen, der kan tage fysisk form af dyr og mennesker. En klassisk fortælling om en lille gruppe, der er samlet på et begrænset område uden flugtmulighed og som slås mod en ukendt fjende, set et utal af gange før med større og mindre succes. Det lille tvist i denne film er så, at pga. monsterets evne til at tage en anden form ved karaktererne ikke om deres kolleger faktisk er menneske eller monster….
Effekterne er som sagt dårlige og sine steder lige lovlig udpenslede (her kunne Carpenter med fordel have valgt i højere grad at benytte sig af antydningens kunst, som fungerede så godt for Ridley Scott i Alien et par år tidligere, og som uden tvivl er den bedste film inden for genren). Men når det så er sagt, så er der her tale om en film, der inden for sin genre og med tidsaspektet i mente, er en sand perle. Opbygningen af filmen fungerer perfekt med en langsomt opbyggende suspense, der akkompagneret af Ennio Morricones musik giver gåsehud i en grad man sjældent oplever.
På trods af de lige lovlig udpenslede monstereffekter, så holdes man hen i spænding i langt det meste af filmen, og jeg sad tilbage imponeret over, hvor effektivt Carpenter havde formået at holde mig fanget i betragtning af, hvor dårlige effekter han kunne lave i 1982. Og så spiller Kurt Russel egentlig udmærket.
Denne film er en milepæl i monstergysergenren, som jeg undrer mig over, at jeg først skulle se i 2008.
