Godt gået De Gule Sider – den vej kører jeg da så…

Tidligere i dag skulle jeg til et møde i min bank, og jeg benyttede mig af De Gule Siders ruteplan til at finde den hurtigste vej derhen. Jeg skal på cykel fra Bredgade til Gammel Kongevej, hvilket vil sige, at jeg skal gennem det centrale København, hvor der er plastret til med ensretning og gågader. Men det går De Gule Sider tilsyneladende ikke så meget op i.

Hjemmesidens forslag til den optimale cykelrute indebærer således, at jeg så snart jeg sætter mig op på min cykel kører de første 500 m mod ensretningen i Bredgade. Så kører jeg over Kongens Nytorv og ind ad Lille Kongensgade. Herefter bliver jeg bedt om, at køre ind på Strøget og altså køre på cykel gennem menneskehavet hele vejen op til Rådhuspladsen. 

For det første tvivler jeg på, at dgs.dk har ret i påstanden om, at turen tager 14 minutter. For en cykeltur gennem menneskemængden på Strøget, der så småt er gået i julegavebonanza-mode, tager altså lidt længere tid. For det andet håber jeg ikke man render ind i en betjent på vejen, da han nok ikke godtager undskyldningen med, at de gule sider sagde jeg skulle køre den vej.

Så det er en ommer DGS!! Og jeg kan så iøvrigt berette, at jeg kørte en lidt anden vej, og var fremme på ca. 17 minutter.

About Andreas

Jeg ejer denne side!! Men du må gerne være med. Bare giv den gas!!