Er jeg den eneste, der synes, at julealendere hvor personerne pludselig bryder ud i sang er en smule tåbelige? Hvis jeg endelig sætter mig ned for at se et afsnit af en julekalender, så er det sku da ikke fordi jeg er i humør til en musical. Sidste år skulle vi belemres med Peter Frødins og Martin Brygmanns poppede version af Valhalla, og i år skal vi for gud ved hvilken gang høre på nisseidioten over dem alle: Pyrus, der bryder ud i sang for et godt ord.
Og så kan man jo bare forestille sig, hvad nissefjolserne tænker: “gad vide om børnene lyttede ordentligt efter for tre dage siden – ellers tager vi sku lige den samme sang igen…” – De samme tåbelige skodsange dag efter dag. Det er præcis derfor jeg spoler forbi alt det lort med nisserne, der taler engelsk-dansk i The Julekalender. For hverken det eller støvledansen er specielt underholdene.
Næh, må vi bede om enten belærende, spændene eller drønmorsomme julekalendre, for det kan faktisk også laves. For både Absalons hemmelighed på DR1 og Jul i verdensrummet på DR2 er gedigent håndværk, der rent faktisk er utrolig underholdene for målgruppen – og det uden en eneste komposition af Martin Brygmann fortolket af homoerotiske udgaver af nordiske guder eller teenagenisseparodier.
Sæt ild til adventskransen istedet for – det giver gedigen underholdning uden du får den mindste lyst til at bryde ud i andet end gråd, når den får fat i gardinerne.
