Fup eller Fakta på X-hund.dk

Til minde om netop afdøde Grethe Sønck genopliver X-hund.dk det gamle tv-program Fup eller Fakta. Om Grethe så rent faktisk var med, kan jeg ikke huske, men så kom der da ihvertfald en anledning.

otto

For dem af jer, der ikke kan huske programmet, er konceptet, at der kommer tre påstande, og man skal så gætte, hvilke der er fup og hvilken der er fakta. Det I skal gætte er, hvad årsagen er til den meget svingende opdateringsrate af dette website. Altså hvorfor bliver der ikke skrevet flere indlæg?

Og her kommer så de tre påstande:

Den lave opdateringsfrekvens på x-hund.dk skyldes, at:

1. Jeg siden august sidste år har boet i en forstad til Irkutsk. Et smukt sted med udsigt over Bajkalsøen, verdens dybeste sø. Her har jeg arbejdet for en større dansk tunproducent, der forbereder en større eksportsatsning rettet mod fattige russiske industriarbejdere. Min opgave har været at afdække efterspørgslen efter såvel frisk tun som tun på dåse. Resultatet var tydeligt – de kan rigtig godt lide tun. Netforbindelsen i centralasien var så dårligt, at jeg knap nok kunne tjekke min facebookprofil på mobilen. Så derfor ikke mange opdateringer. Beklager.

2. Efter en svejseulykke fik jeg for fire måneder siden transplanteret to arme fra en ældre mand fra Vallensbæk. Der var efterfølgende en del komplikationer, og min krop afstødte de to arme mellem jul og nytår. Jeg har midlertidigt fået påsat en særlig magnetprotese, der gør at jeg håndtere metalgenstande fantastisk. Det går så godt, at jeg overvejer at sige nej tak, hvis der kommer et frisk sæt arme – jeg kan dog stadig ikke bruge et tastatur, hvorfor jeg af naturlige årsager ikke kan opdatere min blog. Dette indlæg er dikteret og nedskrevet af en dværg, der bor inde ved siden af.

3. Jeg i en lang periode har brugt meget tid og energi på mit arbejde som fuldmægtig på Københavns Universitet. I min fritid har jeg prioriteret min familie, og der har kun i begrænset omfang været overskud til at finde på skøre indfald og registrere mærkelige ting i hverdagen. Jeg beklager og bestræber mig på at gøre det bedre.

Er det ikke fantastisk? Tre interessante muligheder – men hvilken er den rigtige?

Skriv dit gæt som en kommentar herunder og vær med i lodtrækningen om en fotokopi af et fotografi af kopien af guldhornene.

About Andreas

Jeg ejer denne side!! Men du må gerne være med. Bare giv den gas!!