Jeg sad i går og så en smule af zulu-awards. Flere af prismodtagerne lagde i deres takketaler vægt på, at det jo her var seerne der havde stemt, og det derfor var en anderkendelse af, hvad “aftagerne” kunne lide. Flere brokkede sig over vinderne af nogen af de andre prisuddelinger som f.eks. DMA og Robert/bodil.
Min påstand er så, at hvis en skuespiller eller en film vinder en zulu award, så er den udelukkende et udtryk for, hvilke film flest unge mennesker har set i det forgangne år. Ikke nødvendigvis hvilke film der er bedst.
Dem der stemmer til de her priser, stemmer som de har forstand til, og hvis de kun har set to ud af fem film eller hørt tre ud af fem plader, så er de jo ikke kvalificeret til at bedømme alle de nominerede. Og derfor kan man lige så godt se på salget af billetter eller plader og dele zulu-awards ud på den baggrund.
Det svarer til, når man interviewer almindelige mennesker om, hvorvidt Anders Fogh bliver Natochef eller ej. Fordi en masse eksperter i pressen har udtalt sig positivt, kan man jo næsten regne ud, hvad menig mand mener om dette. Og dermed bliver denne type interviews lige så intetsigende som zulu-awards. Eller lige så intetsigende som Jyllandspostens kåring af den bedste bog, hvor folk ikke har læst halvdelen af bøgerne og derfor ingen chance har for at vurdere dem i forhold til hinanden.
Så gad vide om Sys Bjerre er lige så glad for sin zulu award, når hun har tænkt sig lidt om. Eller….
