I lørdags var jeg til jubilæum med min gamle 9. klasse. Flere af dem havde jeg ikke set i 16 år, så det var imødeset med stor spænding. Ville de ligne sig selv? Ville vi have noget at snakke om? Og var de stadig alle sammen højere end mig?
Eventuelle betænkeligheder blev hurtigt gjort til skamme efter den første øl. Jeg ved ikke om vi fandt tilbage i 15 år gamle rammer, eller om vi faldt i hak på ny med baggrund i alt det der er sket i de 15 mellemliggende år. Men hvorom alting er, var det fra første øjeblik en fantastisk aften. Gamle minder og refleksioner over den mellemliggende periode gik i fin forening med samtaler om børn, huskøb og finanskrise – de foretrukne emner ved middagsselskaber, hvor deltagerne har rundet de 30.
Jeg ved ikke om det var samtaleemnerne eller de stærke gin/tonics, der blev delt ud som var det slikposer til en børnefødselsdag, der betød, at jeg lod den fremskredne alder tale sit tydelige sprog, da jeg ufrivilligt endte i en kortvarig morfar ved bordet. Jeg beklager meget, selvom jeg vil påstå, at jeg kom stærkt tilbage. Men man havde da håbet på at levere et lidt bedre indtryk….
Nå, men sådan en tur tilbage i tiden må man ikke snyde sig selv for. Og tak for godt selskab 9. C – jeg stiller gerne op igen, hvis der er lagt i ovnen til en tradition.
Beklageligvis blev jeg bragt vækket tilbage til nutiden, da en natbuschauffør på Høje Taatsrup St. bad mig forlade bussen ved 4-tiden. Det kunne være endt bedre, men aftenen var nu også den halvpebrede taxaregning værd.
Det eneste jeg så er i tvivl om, er hvem satan der har givet mig en ordentlig lammer på skulderen….
