Der går efterhånden ikke en dag før man kan se resultatet af en eller anden rundspørge hos tilfældige danskere om tidens aktuelle emner. I dag er det spørgsmålet om, hvorvidt Caroline Wozniacki når top-10 på tennisranglisten. Tidligere har det været spørgsmål som f.eks. om Anders Fogh Rasmussen får en international topstilling eller om Barrack Obama blev demokraternes præsidentkandidat.
Sjovt nok så går resultatet af den slags ofte i den retning nyhedshistorierne og eksperterne peger. Det betyder altså at almindelige mennesker følger med i de daglige nyheder, læser hvad eksperter og researchende journalister skriver, og når de så bliver spurgt så svarer de det de har læst i avisen. Hvorfor så ikke istedet bringe et interview med en ekspert, der ved noget om emnet og som har en faglig indsigt, der kan gøre artiklen interessant. For hvis der er noget den folkelige mening er, så er det da uinteressant!!
Og så er jeg slet ikke begyndt på at tale om nyhedshistorier i TV, hvor halvdelen af indslaget går med, at tilfældige danskere udtaler sig om noget de ikke har forstand på. Vor herre bevares.
“Ja, jeg synes der skal være bedre forhold for de psykisk syge, så de ikke bliver dårligt behandlet af personalet” – Nå, synes du det? Jamen det gør vi andre da også, men vi stiller os ikke op på TV og udtaler os om det. Sluk så det kamera!!
Væk med alle de uvidende tåber, og ind med flere eksperter og tilbundsgående journalistik! Hvor svært kan det være Jes Dorph?
/truth