filmanbefaling – The Hateful Eight i 70mm

En film, der starter med en 7 minutters ouverture. Det er der sgu noget særligt ved. En følelse af filmmagi og de gode gamle dage. Sådan bliver 70mm-udgaven af Quentin Tarantinos The Hateful Eight helt eksklusivt præsenteret i Imperial-biografen i København. De lidt kornede billeder og følelsen af, at der var rigtige filmspoler, der løb igennem fremviseren bagest i biografen satte mig tilbage til de gode gamle dage. Og ved intermission efter to timer, tænkte jeg mig tilbage til engang i sen-80’erne, hvor jeg så en genopsætning af Ghandi med mine forældre. Det vil jeg gerne have mere af!

Selve filmen var jeg lidt skeptisk for på forhånd. De trailere jeg havde set, synes jeg ikke specielt godt om. Så det var med lidt begrænsede forventninger jeg gik ind til Tarantinos ottende film. Og så alligevel….

Fantastisk smukke billeder og fotografering, der særligt i den lange åbningsscene understøttes af Ennio Morricones storladne komposition. Som filmen skrider frem bliver den dog mere intim, og lidt for meget fokuseret på den centrale setting i bjælkehytten på bjerget. Det er lige før, at filmen kunne være sat op på teateret. På den ene side en klassisk Tarantino-opbygning med (lige lovlig) meget dialog og et blodigt klimaks. På den anden side en slags western-udgave af en Agatha Christie-inspireret “who did it”. Hvis man skal sammenligne med andre af Tarantinos film, minder den vel mest om Reservoir Dogs. Ihvertfald en helt anderledes film end Django Unchained – og bedre. Ok, der er måske for meget snak om ingenting, og den kunne nok sagtens have været en halv time kortere. Og filmens vigtigste twist i den sidste tredjedel, synes jeg var lige lovlig nemt, men den køres udmærket hjem alligevel.

Faktisk var den film der først faldt mig ind at sammenligne med Von Triers Melancholia. En to-delt stuktur med en langsomt opbyggende første del uden meget handling, men med stærk dialogbåret karakterudvikling og så en anden del, der har et helt andet tempo med twists frem til klimakset. Og den opbygning kunne jeg egentlig ret godt lide.

Castet er klassisk Tarantino i en grad, jeg næsten bliver lidt træt af. Walton Goggins og Jennifer Jason Leigh skiller sig særligt positivt ud, mens der går lige lovlig meget Samuel L Jackson i Samuel L Jacksons præstation. Der er ihvertfald ingen oscarvindere i flokken af hadefulde denne gang…

Og så var det altså virkelig fedt at se den i den kornede 70mm-udgave med både ouverture og intermission. Det var sådan man så film i gamle dage, og det gav en fed ekstra dimension til oplevelsen. Så skynd jer i Imperial og se den, før det er for sent.

Samlet set får den 3,5 ud af 5 stjerner. Og så måske en halv ekstra, for den fede 70mm indpakning/stemning.