Onsdag aften var jeg til koncert i Vega med Sune Wagner. Han spillede numre fra sin soloplade Sune Rose Wagner, der udkom i efteråret. Ikke en fantastisk plade, men alligevel et gedigent Wagner-produkt, der gjorde sig endnu bedre live end på anlægget derhjemme. Tre mand på scenen – men med Wagner i front lød det af væsentlig mere, og det lød rigtig godt. Den mand kan i den grad sit håndværk.
Publikummets gennemsnitsalder tydede på, at langt de fleste havde stiftet det første bekendtskab med Wagner allerede i Psyched up Janis dagene. Og hos en del af dem har der nok ligget en skjult forhåbning til, at han ville benytte soloshowet til at give os en kort rejse tilbage til midt i 90’erne. Det gjorde der ihvertfald hos mig – selvom jeg egentlig ikke troede på det.
Men vi skulle få endnu mere end, hvad vi håbede på. Efter tre kvarters tid kom Sune efter det ordinære sæt alene på scenen og fortalte en lang historie, som man i starten havde svært ved at forstå meningen med. Men da han begyndte at tale om, at han havde fået talt med en gammel ven, som han ikke havde set i ti år, kunne man næsten regne ud i hvilken retning det skulle gå. Og så kom det! Han annoncerede at Psyched up Janis bliver gendannet til en lille stribe koncerter til sommer. Og det var noget publikum bedømt på bifaldet i den grad kunne lide at høre. Og så gav han os en smuk, smuk udgave af I died in my teens. Og selvom resten af bandet kom på scenen og de gav en fed udgave af Kliche’s masselinien, så var koncerten mentalt overstået… Manden havde givet os det vi ville have samt forventningen om endnu mere.
Til sommer er det ti år siden, jeg så PUJ’s afskedskoncert i det grønne telt på Roskilde. Det var et vemodigt farvel til et af Danmarks allerbedste rockorkestre. Men det var heldigvis bare et på gensyn, for nu skal vi opleve det endnu en gang – til sommer siger Sune. Det bliver fantastisk!!
Og der skal da lyde en opfordring til bookerne på Roskilde Festival om at få fat i Sune. For der findes da ikke noget smukkere sted at mødes igen efter ti år, eller hvad. Ses vi? Det tror jeg nok vi gør!!