Så kom Dr. Oetker ned med nakken! Eller…

Ser ud som var den lavet på en fabrik!!

Så lykkedes det! Retfærdigheden sejrede! Eller et eler andet lort…

Nå, men jeg har jo tidligere skrevet om min kamp med Dr. Oetker om, at deres Ristorante pizza altså IKKE smager som på en italiensk restaurant.

Jeg fik jo faktisk svar fra dem, men de forholdt sig aldrig til min kritik. Og det ærgrer mig, for så bliver folk jo ved med at købe deres frysepizzaer med den forventning, at de smager som om de var lavet på en italiensk restaurant. De lovede mig dog, at jeg ville få mine penge tilbage for de tre pizzaer…

Men min frustration over ikke at få dem til at forholde sig til kritikken – og det faktum at jeg efter flere uger ikke havde modtaget pengene – fik mig til tasterne igen.

Som svar på den sidste henvendelse skrev Peter Storm fra Dr. Oetker følgende:

Hej Andreas

Vi sætter naturligvis stor pris på at have så engagerede forbrugere som dig. Vi takker derfor for dit input, men vi er dog ikke enige i dine argumenter.

Med venlig hilsen – Best regards
Dr. Oetker Danmark A/S
Peter Storm

Mmhh…

Til det svarer jeg:

Det er jo forståeligt nok, at I er uenige i mine argumenter.

Men det ville så alligevel glæde mig meget, hvis I kunne give konkrete eksempler på, hvilke italienske restauranter, der serverer pizzaer der smager som jeres Ristorante? Eller forklare, hvad Dr. Oetker ellers baserer udsagnet på?

Derudover vil jeg høre, hvornår jeg som lovet kan forvente at modtage pengene retur for pizzaerne, der altså ikke smagte som på nogen italiens restaurant…

mvh

Andreas Fensholm

Peter Storm svarer prompte:

Hej Andreas

Pengene skulle gå ind på din konto i morgen tirsdag.

Derudover mener jeg at vi allerede har sagt det der skal siges i denne sag. Fortsat god dag.

Med venlig hilsen – Best regards
Dr. Oetker Danmark A/S
Peter Storm

Gad vide om han er ved at være træt af mig… Dr. Oetker er trængt op i en krog!

Og ja, næste dag ligger de 80 kr. på min konto. Det er 5 kr. mere end jeg betalte for pizzaerne! Det vælger jeg at se, som et forsøg på at købe sig til min tavshed!!

Jeg er så blevet i tvivl om, hvorvidt jeg rent faktisk vil spilde skatteydernes penge og involvere forbrugerombudsmanden i sagen. Men jeg tror nu alligevel, at Aktive Forbrugere får en henvendelse.

Men om ikke andet formåede jeg da at få et gratis aftensmåltid og tilmed tjene 5 kr. på efterfølgende at brokke mig over det. Det er da egentlig meget godt. Måske det skal foldes ud til andre produkttyper også…

About Andreas

Jeg ejer denne side!! Men du må gerne være med. Bare giv den gas!!