Folketingsvalg – nu løber det løbsk!

I dag fik den igangværende valgkamp lige et ordentligt nøk op af craziness-skalaen. Primært på grund af to kontroversielle forslag i helt forskellige ender af det politiske spektrum.

For det første var der Dansk Folkepartis ældresatsning. Og vi havde formentlig alle regnet med, at de ville lancere et boost af ældrechecken. Det står jo i deres pratiprogram, at den skal forhøjes hver tredje uge. Men hvad vi ikke lige havde set komme, var forslaget om, at alle ældre borgere skal udstyres med en peberspray!

At bevæbning af den ældre del af befolkningen skulle kastes ind i valgkampen, overraskede da mig. For selvom hjemmerøverier er noget forfærdeligt noget, er omfanget vel så begrænset, at man må kunne forvente at myndighederne kan tage sig af det. Men jeg kan da sådan set godt se, at Klaus Pagh kan have behov for at forsvare sig, når sure ekskærester til hans unge erobringer kommer rendende for at tæve ham…

Det andet vanvittige forslag kom fra et højtstående medlem af Venstres Ungdom. Hun foreslog simpelthen, at folk på overførselsindkomster ikke skal have stemmeret!! Hold da helt ferie! Man ved næsten ikke hvad man skal skrive…

Men altså, hvorfor egentlig ikke. Personligt er jeg ikke på overførselsindkomst, så det vil jo bare give mig mere indflydelse, så jeg derigennem kan påvirke det danske samfund i en retning, der i så høj grad som muligt er en fordel for MIG. Og så synes jeg iøvrigt vi skal genindføre hængning for berigelseskriminalitet og i højst mulig grad begrænse kvinders adgang til arbejdsmarkedet. Og så forbeholder jeg mig retten til at få en god cigar og en cognac efter ethvert måltid. Eller…

Det kan næsten ikke blive værre vel? Men alligevel regner jeg med, at de politiske aktører nok skal få hevet et par interessante forslag op af vanvidshatten.

Nogen højere?

About Andreas

Jeg ejer denne side!! Men du må gerne være med. Bare giv den gas!!