Derfor skal du ikke have børn!!

Jeg har tre børn, og dem er jeg mægtig glade for. Min søn er den ældste, og han er fem år. Sidste vinter begyndte han at gå til rytmik som forberedelse til strygerundervisning i Albertslund musikskole. Og i år kører holdet så videre med endnu mere fokus på violinerne. Så han har nu fået sin egen violin med hjem og skal øve og den slags.

I den forbindelse oplevede jeg forleden en situation på musikskolen. En situation der mere end noget andet igennem mit liv som far har givet mig den tanke, at denne situation i sig selv, ville få folk til at undgå at få børn. Så her bringes et kort sammendrag, som du kan se som en servicemeddelelse, hvis du står og overvejer om du snart skal stifte familie.

Tirsdag eftermiddag på strygerholdet. Ungerne hygger sig, øver sig på, hvordan man skal holde violinbuen, bukker osv. Og så kommer tidspunktet, hvor de syv børn på 4-5 år alle skal forsøge at spille – samtidig!! Musikskolelæreren spiller for på klaveret, synger for og så stemmer de syv børn ellers i på deres violiner…

Den lyd der fremkom i lokalet, er noget af det værste jeg har hørt nogensinde. Hvis man sad udenfor døren, kunne man godt foranlediges til at tro, at der skete noget simultant – men det ville altså i så fald være simultant at hive syv katte i halen! Violinerne pev og skrattede og lavede lyde, man normalt kun ville associere med meget dyre maskiner i fremstillingsindustrien. Det skar lige gennem rygraden, og gav mig lyst til at kaste mad op jeg havde spist fjorten dage tidligere.

Og jeg vil bruge resten af mine dage på at fortrænge den lyd. Især fordi, at jeg formentlig skal genhøre selv samme lyd de næste mange tirsdage…. DET sker bare ikke Lars Krimi!

Men han ser nu alligevel fin ud....

About Andreas

Jeg ejer denne side!! Men du må gerne være med. Bare giv den gas!!