På en af nedgangene til S-togen på Nørreport har der nu i hele denne uge siddet en tigger i kørestol og raslet med sin lille kop appellerende til, at de forbipasserende giver ham en lille mønt til dagen og vejen. Og det er jo tragisk, at der er mennesker i Danmark, der er tvunget ud i tiggere, når samfundet tilsyneladende ikke magter at hjælpe dem.
Men problemet med denne specifikke person er hans strategi. Hvor andre ofte går efter medlidenhed (et stykke pap med teksten “jeg er sulten – hjælp mig med et par kroner” for eksempel), så har ham her valgt irritationsmetoden. Og det har han gjort ved at placere sin kørestil MIDT på trappen, så det er besværligt at komme forbi ham. Derudover rasler han konstant med de få mønter, han har fået den dag, hvilket bestemt ikke gør irritationen mindre.
Jeg tvivler bare på det virker. Hvis man så bare kunne give ham nogen penge for at flytte sig – men hvis en utålmodig sjæl gav ham en hundredekroneseddel for at fjerne sig, ville han jo have endnu mere grund til at blive siddende og være til irritation for alle de togrejsende. Men har da noget at rasle med, så helt død er forretningen ikke.
Han har jo formentlig behov for, at I hjælper ham, når i passerer ham på Nørreport. Og hvis I vil det er det jo fair nok. Men vil I så ikke godt bede ham om ikke at sidde i vejen? Og sig så, at hvis han lader være med at sidde i vejen næste gang jeg går forbi, så får han ihvertfald en tyver af mig – og jeg vil også godt købe ham en Bic Mac, hvis han er sulten.
Hvad der startede som et forløsende salg af andelslejlighed har udviklet sig til et mareridt for en familie på fem fra Københavns nordvestkvarter.
Pernille Staack og Kenneth Mortensen har i flere år boet i en dejlig 3-værelses andelslejlighed i København NV med deres søn Simon på snart fire år. Efter de igen blev forældre – denne gang til tvillinger – for snart et år siden blev pladsen dog for trang. “Vi indså hurtigt, at tre værelser i København var lige trangt nok til fem personer. Så vi satte vores lejlighed til salg i foråret.”, udtaler Kenneth Mortensen og fortsætter: “Vi vidste godt, at det er svært at komme af med en andelsbolig, og vi indstillede os på at gå ud af det med et tab. Så ville vi forhåbentlig kunne finde en lejebolig i et par år, få høvlet noget af gælden væk og så få en mulighed for at købe noget større uden for København”.
I juli måned lykkedes det parret at få solgt lejligheden, men med meget hurtig overtagelse, så der ikke var særlig lang tid til at finde et nyt sted at bo. “Vi vidste med det samme, at vi var nød til at slå til”, fortæller Pernille, og Kenneth supplerer: “Med det boligmarked vi har, var der ikke andet at gøre”. Så parret indstillede sig på at flytte og begyndte med det samme at lede efter en ny lejlighed. Denne gang en lejebolig, der ville give parret fleksibilitet til på længere sigt at finde et sted med plads til de tre små børn.
En uge før flytningen vidste Kenneth og Pernille stadig ikke, hvor de skulle bo. Men så skete der noget: “En af mine veninders søsters veninder havde en lejlighed, hvor aftalen med den nuværende fremlejer udløb 1. september, så vi fik lovning på, at den var vores og indstillede os på, at vi skulle flytte til Vangede”, forklarer Pernille. “Og faktisk sagde vi nej til en lejebolig gennem Pernilles pensionskasse, da vi havde fået lovning på den anden”, fortsætter Kenneth. “Vi spurgte hende om hun nu var helt sikker, da vi jo ellers ville sige ja til lejligheden fra PKA Pension, og det bekræftede hun”, siger Pernille og viser den sms på hendes telefon, hvor udlejer har svaret at det er 100 pct. sikkert
Men pludselig, tre dage før de skulle overtage, springer udlejer fra, og endda med flere forskellige undskyldninger: “Hun skrev en sms og fortalte at den nuværende fremlejer ikke havde flyttet sine ting – og at hun iøvrigt havde fået et tilbud om at sælge lejligheden.”, fortæller Pernille og fortsætter “Jeg var helt paf – den ene dag er man 100 pct. sikker på, hvor man skal bo, og den næste dag er man boligløs. Det er virkelig frustrerende, og jeg vil slet ikke sige højt, hvad jeg tænker om hende. Det er simpelthen så dårlig stil!”
“Heldigvis kan vi jo blive boende i din kælder – det er jo gået fint de sidste fire dage”, griner Kenneth til journalisten, der nikkende men uden den store begejstring i ansigtet bekræfter. Kenneth og Pernille har boet hos journalistens og hans kone og to børn i fire dage.
Parret ved stadig ikke, hvor de og deres tre børn skal bo fra på lørdag.
Canadiske Arcade Fire udgav for nylig pladen The Suburbs, som jeg i første omgang ikke var lige så vild med som forgængerne. Den vokser dog med tiden, og er virkelig en fantastisk plade.
Nu har de så, i samarbejde med produceren Chris Milk, lavet en helt særlig video til førstesinglen We used to wait. Der er tale om et eksperimentelt html5 projekt, der er lavet i samarbejde med Google. Det tager udgangspunkt i en adresse du selv indtaster (udgangspunktet er dit barndomshjem -- men mit var ikke lige i google streetview, så jeg brugte en nyere adresse), og der hentes så data fra google maps/earth og google streetview, som integreres med forudindspillede videosekvenser og computeranimation. Til sammen giver det en helt unik og visuelt fantastisk oplevelse, som du har en personlig del ig, og som dermed er forskellig for hver enkelt seer. Du kan selv se det fantastiske projekt lige her:
Vær opmærksom på, at det vist kun virker med Google Chrome -- men det er bestemt en installation og lidt tålmodighed værd!!
Du kan også bare lytte til en helt almindelig kedelige udgave på Youtube. Sangen (og hele pladen for den sags skyld) er under alle omstændigheder et lyt værd.
Puha da, hvor folk piver over at det igen, igen var vanskeligt at få billetter gennem Billetlugen. Denne gang til Roger Waters The Wall koncert i Parken. Og jeg forstår da til fulde skuffelsen over, at man ikke kan komme til en koncert man godt kunne tænke sig. Det har jeg også selv oplevet. F.eks. til Smashing Pumpkins i Vega for et par år siden og til Robyn for nylig.
Men jeg forstår simpelthen ikke, hvad folk forventer… Hvis der er fire gange så mange købere, som der er billetter til salg, så vil hovedparten ende uden billet. Og sådan er det jo bare – uanset om man står i kø i Fona, febrilsk trykker F5 på billetlugens hjemmeside eller køber igennem en anden udbyder. Medmindre man står foran Parken på selve aftenen og vifter med tussebasser naturligvis.
Og mit bud er, at der ikke findes andre udbydere, der kan håndtere opgaven. Det skulle lige være billetnet – men er det bare mig, eller er de slet ikke på markedet for de helt store events? Og hvis de var, ville de jo formentlig have de samme problemer? Der er ihvertfald tilsyneladende ikke andre danske selskaber, der melder sig på banen. Formentlig fordi det er en ret stor investering at kaste sig ud i. En ting er at investere i software og serverkapacitet, der kan håndtere den daglige drift med salg af billetter til mindre arrangementer med begrænset interesse. En anden ting er at investere yderligere i kapacitet, der kan håndtere meget store arrangementer fire-fem gange om året. Grunden til, at der gang på gang er problemer er jo formentlig, at det ikke kan betale sig for billetudbyderne. For så ville de blive nød til at lade gebyret stige, og så havde vi igen balladen!
Så jeg tror bare det er om at tørre øjnene og så acceptere, at alle ikke kan få billet til Stig Rossen i glassalen. eller det kan de så godt, men I ved hvad jeg mener…
I øvrigt fik jeg fire billetter til The Wall på plænen. Måske skal jeg bruge dem selv, måske sælges de til højestbydende….
Jeg har i mange år haft et sæt tilfældige skrivebordshøjtalere med subwoofer, som jeg har købt i en eller anden netbutik for 3-400 kr. De har tjent mig udmærket, men er på de seneste begyndt at døje med løse forbindelser.
Sådan ser kassen ud
Jeg begyndte derfor at overveje, om jeg skulle prøve at købe noget ordentligt for en gang skyld. Og på twitter blev jeg opmærksom på Audioengine A2, som bl.a. Anders Høgh Nissen fra P1′s Harddisken havde kastet sig ud i med glæde.
Efter længere overvejelser og research er de nu blevet købt og sat til PC’en.
Lyden kobles til med phono eller jackstik, lyden løber fra venstre til højre i et godt gammeldags højtalerkabel og der er volumenkontrol på bagsiden af den venstre højtalere. Og at der ikke er volumenkontrol foran, er måske den eneste anke jeg har på det her sæt.
Denne her hjemmeside har været aktiv i over fem år på domænet www.x-hund.dk. På de fem år, har jeg indtil videre skrevet 237 indlæg. Vel i snit lidt under et indlæg om ugen.
Det har primært om alt muligt, men primært inspireret af historier fra medierne, mine erfaringer som familiefar, min interesse for musik og elektronik eller tilfældige vanvittige indfald. Altså i den grad en masse ligegyldigt lort!
Nu har jeg så opprioriteret indlægsfrekvensen, og dermed er der også kommet mange nye læsere til – og tak for det. Og de har jo også fortjent, at få noget af det allerbedste fra de sidste fem år her på bloggen – uden selv at skulle lede hele siden igennem. Derfor præsenterer jeg her en mere eller mindre tilfældig “Best of X-hund.dk – en ligegyldig top 5″.
Må jeg iøvrigt anbefale funktionen “Tilfældige indlæg” nederst i højremenuen. Den giver mig ofte et morsomt tilbageblik, på noget jeg skrev for lang tid siden. Og nogen gange griner jeg højlydt. Ja, man er vel selvoptaget…
Så skete det! Et af de første men vigtigste skridt imod at være selvtransporterende er taget for min ældste søn Vitus på 4 år. Han prøvede i dag for første gang en tohjulet cykel med pedaler og uden støttehjul. Jeg løb efter ham i fem minutter, og så cyklede han ellers videre selv. I klippet herunder, er det ca. ti minutter siden, at han satte sig på cyklen første gang.
For at det ikke lyder som en fuldstændig usandsynlig historie, skal det siges, at han i to år har kørt på en løbecykel -- altså uden pedaler. Så balancedelen har han efterhånden styr på.
Men det bedste ved det er jo, at der ikke går lang tid før han ikke længere kan forvente at blive kørt alle mulige steder hen. “Far, vil du køre mig til Capoeira?”, “Far, henter du mig ikke fra skole i dag?” og “Far, vil du køre mig til halfest i Taastrup?” er sætninger, som jeg inden for en overskuelig fremtid vil kunne svare nej til med god samvittighed. Faktisk allerede inden jeg har fået dem stillet første gang!!
Men måske skal jeg genoverveje det med halfesten i Taastrup. Jeg tror ihvertfald ikke hans mor lader ham cykle hjem fra Taastrup som 15-årig, kl. 3 om natten og med kroppen pumpet med Breezers og Fernebranca. Men på den anden side -- det gjorde vi andre jo…..og så kan hun jo bare hente ham selv…
Når man nu skriver nye indlæg hver eneste dag, må jeg vel også prioritere, at mine læsere rent faktisk bliver klogere af det jeg skriver. Bare ind imellem.
Og kender i ikke det, at man lige mangler en lille ting til en af alle sine elektroniske gadgets? Det kan være et batteri til en mobiltelefon, en sugekop til sin gps, et hdmi-kabel til sin playstation, en adapter til den nye Ipad man har købt med hjem fra USA eller lignende.
Den nemme løsning er naturligvis at storme ned i den lokale Fona eller Elgiganten og købe det man mangler. Men hvis man har en smule tålmodighed og samtidig synes det er bare lidt sjovt at finde tingene billigere, så er Ebay svaret.
På Ebay kan man købe den slags ting til en brøkdel af, hvad det koster i Danmark. Og endda ofte helt uden at betale for fragt. Her er nogle eksempler på ting jeg har købt (priser inkl. fragt)
Dimser jeg har købt billigt på Ebay
Dims
Pris på Ebay
Minimumspris i Elgiganten
Silikone cover til Iphone
25 kr
100 kr
HDMI-kabel 1m
9 kr.
150 kr.
Sugekop til Garmin GPS
20 kr
150 kr.
Mini jack til mini jack kabel 1m
6 kr
49 kr
Iphone/ipod USB oplader
15 kr
100 kr.
SATA hard disk til USB adapter
20 kr
?
Batteri til Nokia mobil
25 kr
?
Men snyder den kinamand mig ikke bare, når jeg har betalt spørger du så? Og tjoo – det er der da en risiko for. Men de her små forhandlere er jo meget afhængige af, at de får god feedback, for ellers søger kunderne meget hurtigt hen til den næste udbyder, der er lige så billig. Derfor yder de også ofte helt utrolig god service, som f.eks. at give penge tilbage eller sende erstatningsprodukter, hvis der er det mindste problem. Jeg har købt rigtig mange småting på Ebay, og jeg er ikke blevet snydt en eneste gang.
Produkterne er normalt af samme kvalitet, som dem du køber i danmark. Selvom det dog ikke er de originale mærker – men who cares? Og hvis du en enkelt gang bliver skuffet, er det måske kun 10-20-30 kr. det drejer sig om. Og det er bestemt den meget lille risiko værd.
Det eneste man skal være særlig opmærksom på er, at hvis prisen bliver for høj (inkl. fragtprisen) risikerer man, at SKAT fanger pakken og kræver både moms og et stort administrationsgebyr, så den gode pris pludselig bliver til en rigtig dårlig forretning. Tjek evt. reglerne på SKAT’s hjemmeside.
Så kan man naturligvis argumentere for, at denne nymodens grænsehandel koster Danmark en masse momsindtægter. Men det argument har jo sjældent afholdt nogen fra at købe billige bajere og smøger hos Otto Duborg….
Min søn Vitus fylder 4 år i dag. Han bad i sidste uge om, at jeg lavede en Batman-kage til ham.
Da jeg så, alt for sent iøvrigt, gik i gang med planlægningen, var det helt umuligt at finde noget at farve glasur gult og sort med. Så jeg købte en grøn og en rød frugtfarve og fortalte med sænket pande sønnike, at jeg altså nok ikke formåede at producere den Batman-kage han gik og forventede. Det kom der heldigvis ikke så meget brok ud af. Til gengæld kom der dette monster af en grøn kagemand.
Men den grimme kagemand forhindrede dog ikke 17 børn i at fortære 90 pct. af kagen på tyve minutter. Så helt dårligt var det ikke…
Men det var nok meget godt, jeg ikke blev konditor!
Så ruller der endnu engang en sag om navneforbud i forbindelse med kendte menneskers kriminelle vaner.
Denne gang er der angiveligt tale om, at et kendt designerpar groft har udnyttet deres au pair pige. Og denne gang strækker medierne sig også så langt de overhovedet kan, uden direkte at udlevere de pågældende. Det kan man jo vælge at se, som en spændende gætteleg, hvor man dels konkurrerer om, hvem der kan gætte hvem de er, og dels konkurrerer i, om nogen tør bryde navneforbudet på en eller anden ligegyldig hjemmeside eller socialt netværk. Og for at sætte gang i konkurrencen, sætter formiddagsbladene en masse spændende ledetråde ud:
Parret er bosat i whiskybæltet nord for København – surpriiise!! (EB)
Det anklagede designerpar er blevet hædret af Prins Henrik, da den kvindelige anklagede for nogen år siden modtog Kong Frederik IX’s hæderspris for fortjenstfuldt eksportarbejde (EB)
Den kvindelige halvdel af det tiltalte designerægtepar har tidligere udtalt sig til et medie om sin evne til at kombinere forretningslivet med familielivet. Hun sagde bl.a. “Vi nordiske erhvervskvinder skal ikke være bange for at bruge hjælp i huset, så vi kan få mere tid til børnene og til at følge op på dem i stedet for at udføre husarbejde” (EPN)
BT offentliggør et sløret billede af parret, der efter min bedste overbevisning gør det muligt at identificere de to, hvis man har set billeder af vedkommende før. Hvilket jeg altså ikke har. Jeg er helt blank – indtil videre.
Nå, det var så ledetrådene. Så må vi jo se, om I kan gætte hvem det er.
Og jeg kan afsløre, at ved hjælp af ovenstående ledetråde, og iøvrigt helt uden viden om mode og design, er det muligt på få minutter at nå frem til et meget kvalificeret gæt på, hvem det drejer sig om. Men er der nogen der tør sige det højt?
Og så kan man iøvrigt undre sig over begrebet navneforbud. For uanset sagens udfald, så må man så vidt jeg ved gerne nævne navnet bagefter (sig til, hvis jeg tager fejl jurakyndige læser!)
BT offentliggør et sløret billede af parret, der efter min bedste overbevisning gør det muligt at identificere de to, hvis man har set billeder af vedkommende før. Hvilket jeg altså ikke har. Jeg er helt blank – indtil videre.
